Da Malene fandt knuden i sit bryst, var hun ikke i tvivl om, hvad det var. År tidligere havde hun til et arrangement i Singapore mærket en kunstig kræftknude, og den følelse havde sat sig i hænderne. Alligevel lød beskeden efter mammografi og ultralyd, at alt så fint ud. Hun holdt fast og bad lægen kigge en gang til. Da ultralydsscanneren kom frem igen, var knuden der. Det var kræft.
Overladt til sig selv
Malene har ikke noget dårligt at sige om de mennesker, hun mødte i sundhedsvæsenet. Men hun oplevede et forløb, hvor hun blev sendt fra afdeling til afdeling uden rigtig at vide, hvad der skulle ske, og uden at føle sig taget alvorligt. Hun stod tilbage uden viden og uden overblik.
Da hun søgte information, fandt hun tekster, illustrationer og grafikker, men meget lidt, der føltes nutidigt. Ingen viste rigtige bryster. Ingen viste, hvordan man rent faktisk undersøger sig selv. Og der var ikke noget sted, hvor hun kunne spejle sig i andre kvinders erfaringer.
De mange historier
Med sygdommen fulgte mødet med alle de andre kvinder, hver med deres egen historie. Mange vidste ikke, hvordan de skulle undersøge deres bryster, og mange følte sig ikke særlig knyttet til dem. Nogle undersøgte sig på én måde, andre på en anden, og nogle gjorde det aldrig. Der var overraskende meget usikkerhed omkring noget, der burde være enkelt og naturligt.
Sygdommen gjorde også noget ved identiteten. Malene oplevede skam og en arbejdsplads, hvor empatien var til at overse, samtidig med at hun gjorde sig umage for at virke stærk over for sin søn, der blev bange, når han kunne mærke, at hun havde det dårligt.
Så kom kræften igen. Første gang ville hun hurtigt videre, tilbage til arbejdet og hverdagen. Anden gang gik hun helt ned, og det tog lang tid at komme tilbage. Men sygdommen tvang hende også til at stoppe op og spørge sig selv, om hun levede det liv, hun gerne ville leve.
"Utryghed opstår ofte, når vi ikke ved nok"
Fra idé til HeyBOOB
Da Malene endelig blev raskmeldt, begyndte tanken om HeyBOOB for alvor at spire. Hvem starter en virksomhed oven på to kræftforløb? Men hun kunne ikke slippe idéen. Hun vidste, at viden skaber tryghed, og at utryghed vokser, når vi ikke forstår vores egen krop eller ved, hvad vi skal være opmærksomme på.
Derfor begyndte hun at samle kvinder, først i sit eget netværk, senere gennem fokusgrupper og interviews. Hun optog samtaler og spurgte ind til, hvad der havde fungeret, hvad der havde været svært, og hvad kvinderne ville ønske, de havde vidst tidligere. På et tidspunkt havde hun samlet flere hundrede historier. Og så begyndte HeyBOOB at tage form.
Mere end en app
For Malene handler HeyBOOB grundlæggende om noget enkelt: at gøre det lettere for kvinder at lære deres egen krop at kende. Appen guider gennem det månedlige brysttjek i konkrete videoer, hvor man vælger det bryst, der passer bedst til ens egen krop, med Ellen Hillingsøs rolige stemme i øret. Men ambitionen har aldrig været bare at lave endnu en app.
HeyBOOB er lige så meget en bevægelse som et værktøj. Et fællesskab, hvor kvinder deler erfaringer anonymt og hjælper hinanden med at blive klogere. Ikke fordi erfaringer skal erstatte faglig viden, men fordi de kan supplere den. Der findes en enorm mængde viden hos kvinder selv, som sjældent bliver samlet op: om sygdom, men også om livet med sygdom, angst, senfølger, arbejdsliv og familieliv, alt det der ligger før og mellem de kliniske undersøgelser.
